I weekenden, over en aldeles velkværnet kop kaffe, snakkede jeg med min far om det, man nu en gang snakker med sin far om. Alting, ingenting, livet og søndagens Premier League-kamp. Pludselig faldt emnet på en ung medarbejder med ild i røven. En medarbejder, der fra skolebænken nærmest ville have lovning på en chefstilling efter 6 måneder i jobbet. Min far stillede sig undrende over for, hvad fanden vedkommende havde så travlt med?
Samme undren er jeg stødt på i mine møder med forskellige chefer ude i erhvervslivet. “Philip. Hvad er det I skal nå?” Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Men når jeg kigger tilbage på mit eget liv, kan jeg se samme utålmodighed poppe op overalt. Lige fra uddannelse, til fritidsjob, til rigtige jobs til startups.
En stor faktor til denne fart er nok den samtid vi er vokset op i. Vi er gået fra fastnettelefonen til mobilt verdensomspændende internet i løbet af vores teenageår. Samtidig bliver vi konstant bombarderet på de sociale medier med myten om det perfekte liv. Det kan nemt komme til at virke som om, hele verden rundt omkring os løber i fuld firspring, alt imens vi selv står fuldstændig stille og kigger på.
Forstå mig ret, det er ikke et forsøg på at sige, “det var meget bedre før internettet i de gamle dage.” Men en af de negative sider af internettet er muligheden for konstant at sammenligne sig med verdens bedste – i real time. Samtidig kan vi også sammenligne os selv med vores venners og bekendtes glansbillede på Facebook, Instagram og Snapchat. Det kan gøre det svært at være i det mundane. For alle de andre laver kun spændende og seriøse ting 24 timer i døgnet.
Det kan jeg selv mærke, når jeg f.eks. starter et nyt projekt eller en plan med lidt længere perspektiv end en weekend. Det som typisk starter som et enormt drive og engagement. Men efter 6 til 12 måneder kan det nemt ende ud i en form for håbløshed. Og så er det nemmere at skifte projekt. At lave noget nyt.
I Simon Sinek’s talk “The Millennial Problem” bearbejder han selv samme tematik. Ifølge Sinek er vores generation, i meget generelle termer, vokset op på løgnen, at vi kan blive, hvad vi vil, og vi kan få, hvad vi vil – ikke fordi vi har arbejdet hårdt eller gjort os fortjent til det, men fordi vi vil det. Vilje er altså blevet en parameter, som har fået fuldstændig uhæmmet magt i vores opvækst.
Så hvad kan man gøre, hvis man får et ungt menneske ind med ild i røven og blod på tanden? Hvordan leder man, så man ikke slår motivation og gejst ihjel, men samtidig introducerer et sundt tidsperspektiv? Noget kunne vel tyde på, at vi som samfund skulle til at arbejde med tålmodighed som en form for dyd, nærmest sidestillet med omstillingsparathed og innovationsdrive ( suk … ). Det er som om, vi i samfundet indretter os efter at skynde os. Men at ingen rigtigt ved hvor hen eller hvorfor. Vi skal have “purpose”, men det skal gerne findes hurtigt igennem en workshop på 30 minutter. Og vi skal være innovative og have uddannelse. Men helst uden pauser eller mulighed for at vælge til, i hvert fald hvis man kigger på fremdriftsreformen – selv navnet understreger min pointe.
Problemet med tempo og hastighed er, at det vi paradoksalt nok ser op til, næppe er gået stærkt. Vi skal innovere store firmaer som AirBnB og Uber i Danmark. Firmaer som har taget mellem 5 og 7 år, før de ramte kritisk masse. Samtidig forestiller vi os enorm viden og kreative løsninger på rekordtid. Det handler om at få gode idéer, og få dem hurtigt, for hvorfor interessere sig om det, der egentlig tager tid, nemlig eksekvering.
Derfor er jeg enig med Simon Sinek, når han påstår, at vi “millennials” er vokset op i en verden med “instant gratification” (øjeblikkelig tilfredsstillelse). Men vi er det ikke bare i form af den øgede globalisering og digitalisering af omverden. Vi er det også fra vores samfund, politikere, medier og sågar undervisere. Det hele er efterhånden designet fra et convenience synspunkt, så vi kan få mest muligt på hurtigst muligt tid. Så hvordan fanden løser vi denne tidsmæssige kattepine?
Glad you asked. For mig at se handler det om at skabe en følelse af relevans og fremdrift. Det kan gøres ved ugentlige, korte og præcise feedbacksessioner på, hvad der går godt, og hvad som kan forbedres. At man bliver anerkendt og får ros for den indsats, man lægger for dagen. (Jeg kan løfte sløret for næste uges indlæg: “Hvordan giver man ros på en konstruktiv måde og hvorfor overhovedet gøre det?” ) Og sidst men ikke mindst så vender vi tilbage til vores purpose, vores why. For det skal give mening. Det skal give mening både i det store samlede firmastrategiske perspektiv, men også på den lille ugentlige plan. Hvorfor skal jeg sidde i tre dage og renskrive de her ting i Word? Det er der en god grund til, og den skal frem i lyset.
Samtidig kræver det nok, at min generation (skåret over en kam) kigger indad og anerkender, at verden ikke altid kører i 6. gear. Det handler om, at vi sætter os i virksomhedens sted og beder om den konstruktive feedback, måske i samarbejde med vores tætteste leder udvikler et system, som kan komme alle til gode. Og det handler om, at vi spørger os selv, med de helt lange briller på, hvad det er, vi gerne vil opnå, og derved skaber vores eget why.
Kommer tid, kommer sted – på et eller andet tidspunkt.