For to uger siden sad jeg i en workshop med det prætentiøse navn "High Performance". Emnet var "den nye generation" og mere specifikt, hvad man gør som leder for at finde og fastholde talent. Og her sad jeg så, fyldt af engagement og kaffe, og diskuterede med erhvervsledere og unge talenter fra hele landet. Og det var i dette forum at jeg, sikkert med ild i øjnene, fik råbt "Hvis chefen er et røvhul, så er jeg skredet" og  1, 2, 3, så var der en artikel i Børsen.

 

Når man er fra Nordjylland (og den rigtige side af sundet) så bander man ikke i Børsen. Og hvis man gør, og der kommer en artikel ud af det, så siger man det ikke til nogen. Det var i hvert fald mit approach for jeg bryder mig ikke særlig meget om se mig opdateringerne, så i bedste jyske stil fløj jeg under radaren. Eller, det vil sige at det gjorde jeg, indtil en af mine kammerater fandt artiklen og blev skide sur over mit manglende engagement i at råbe ud til verden.

 

Og sådan gik det så, at jeg med svedige håndflader og et nervøst grin en mandag aften delte artiklen på LinkedIn. Jeg havde nok en forventning om, at få ville reagere, så den overvældende opmærksomhed og de dejlige ord, jeg fik med på vejen, overraskede og gjorde det hele oplevelsen værd. Derfor satte jeg mig fluks ned og kiggede på de personlige essays jeg har skrevet igennem tiden og tænkte: “måske jeg skulle prøve at dele et?” Det handlede også om ledelse og var et sammendrag af forskellige tanker, erfaringer samt en smule provokation. Perfekt!

 

Altså lige indtil det ramte mig i mellemgulvet. Den uendelig store følelse af utilstrækkelighed og “hvad mon de tænker om mig?” For ligesom med alt andet her i livet så er der, i sekundet jeg trykker “post”, mulighed for, at andre folk pludselig har en holdning til mig, til mit arbejde. Og ligesom under Børsen-artiklen er der ingen, som har styr på, om den er positiv. Der kan være nogen, som kalder mig idiot, selvom de aldrig har mødt mig. Nogen som har holdninger til min opvækst og opdragelse og andre, som synes jeg er selvfed.

 

Men hvorfor skal andres holdning til en artikels overskrift diktere min lyst til at øve mig i at skrive? Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad, og hvad er det egentlig, jeg er bange for? Jeg tror at jeg frygter tre ting.

 

Jeg er bange for, at mit skriv er dårligt – og det er det nok, sådan er enhver start.
Jeg er bange for, at folk sviner mig til – selvom jeg plejer at grine af Facebook-holdninger.
Jeg er bange for, at ingen har en holdning til det.

 

Og hvad så? Grunden, til at jeg skriver, er selvfølgelig, at jeg håber at hjælpe et andet menneske med at indse nogle ting, som jeg føler at jeg har indset. Men det er i højere grad af rent egoistiske grunde. Jeg ønsker at blive skarpere på mine holdninger og samtidig at diskutere disse ting med intelligente mennesker omkring mig. Ved at dele disse tanker, disse tekster, disse essays (om man vil) håber jeg at opnå diskussion både med mig selv og måske med andre. Om ikke andet, så er det nu et eksperiment i at tage mig sammen og være (moderat) ligeglad med andres holdning.

 

“Be your own spectator; seek your own applause.” – Seneca.

 

Så det vil jeg prøve. Jeg vil søge at gøre mig selv tilfreds – at klappe af mit eget arbejde. Og jeg håber, hvis du har læst med så langt, at du også vil prøve at være mere ligeglad med andres mening og mere glad for din egen! Og sådan bliver mit andet indlæg mit bloggende startskud.